Kroppens kyniske herredømme

Af Sørine Gotfredsen 13

TV3 har med sin seneste opfindelse ”Min fede træner” skabt vrede. I al korthed går konceptet ud på, at fire mennesker fra det brogede reality-univers skal spise sig tykke, så de kan erfare, hvordan det føles at være for stor for dernæst sammen med nogle ægte overvægtige atter at skrumpe ind. Målet er efter sigende at inspirere landets mange overvægtige til et sundere liv, men det store ramaskrig skyldes, at mange i stedet tolker programmet som en hån mod overvægtige og de ofte komplicerede problemer, de bærer på. Ligesom det også er blevet nævnt, at det ikke giver mening at tro, at fire kropsbevidste mennesker kan sætte sig ind i følelsen af sand overvægt ved i en periode at veje 10 kilo mere, end de plejer. Hvilket unægtelig er en god pointe. Dog må man studse lidt over, at så mange her forarges ekstra meget over fjernsynets kyniske forbrug af sårbare mennesker, da dette jo er et velkendt fænomen. Allerede i 2001, da programmet ”Big Brother” ramte landet, diskuterede man den ydmygelse af de medvirkende, der vel per definition kendetegner reality-fjernsyn.

Men den store harme hænger sandsynligvis sammen med erkendelsen af, at kroppen så entydigt er blevet lig med et menneskes identitet. Medieskabte personer som Frederik Fetterlein og Mascha Vang kan i kraft af deres stramme legemer i en kropsfikseret epoke blive autoriteter og dette ikke mindst for overvægtige mennesker, der i dag befinder sig meget lavt i hierarkiet. De reality-personer, der ellers selv i mange kredse ses som en slags underklasse, kan mere og mere opnå status med tidens yderst effektive våben. Deres krop. Man ser hermed tegn på en kultur i færd med at skabe et temmelig forkvaklet menneskesyn, for det er jo ikke kun medieskabte personer, der finder værdi gennem det fysiske. Overalt i samfundet drives den enkelte til nervøst at iagttage sig selv, og når de helt unge – specielt pigerne – i dag føler en så stor skepsis overfor deres egen krop, at de nægter at tage bad for øjnene af andre, har det at gøre med den massive kropsdyrkelse, de er omgivet af. Deres reaktion er logisk. De møder kroppens herredømme overalt, ja, selv blandt dem, der hævder at kæmpe for frihed – de unge feminister, der til forveksling i dag ligner selvpromoverende reality-figurer.

Og når kroppen får magt over os, nærmer mennesket sig tomheden. Da den berømte ateist Christopher Hitschens for nogle år siden lå for døden med en kræftsygdom, skrev han i bogen Dødelighed, at han nu virkelig forstod, at han var en krop og ikke blot havde en krop. Det er meget rammende formuleret, idet man utvivlsomt i en så ekstrem oplevelse af eget forfald kan komme til at føle sig decideret overmandet af kroppen. Og man må spørge, om det ikke er en lignende tilstand, der æder sig ind på os i dag. Jo mere vi rendyrker kroppen som kilde til identitet, desto mere aner man konturerne af en civilisation indrammet i dødsangst. I Hitschens` gudløse tankegang indhentes mennesket af ultimativ kropslighed og død uden evighed, og i vores samfund præget af materialisme og udvendig præstation er den perfekte krop blevet til billedet på det magtfulde menneske. Alt imens den uperfekte krop kendetegner den ydmygede eksistens. Mon ikke det er dette nådesløse vilkår, mange aner tilstedeværelsen af, når de harmes over det seneste hjerteløse reality-program. Vi ser, at når kroppen hersker, er det mennesket indeni, der forgår.

13 kommentarer RSS

  1. Af Jakob Schmidt Rasmussen

    -

    Kroppen er sjælens tempel, og skal behandles som sådan.

    Der er tæt sammenhæng mellem ens mentale velbefindende og ens madvaner – det viser nyere forskning i biomet; der er faktisk forskere, der forsøger at udvikle nye ernæringsråd, der netop skal sikre en bedre mental tilstand, som en konsekvens af den nye viden om biomet.

    Men hvis man ikke kan styre sin madtrang, så er man ikke en synder overfor gud, men “kun” overfor sig selv, samt overfor dem, der er afhængige af én. Man må “synde tappert”, hvis man ikke kan styre sig – men lade være med, at give sine dårlige vaner videre.

    For overspiserne giver jo som regel deres dårlige madvaner videre til deres børn. ligesom rygere og alkoholikere ofte gør, eller også er de bare dårligere til at sige fra når deres børn plager om, at få serveret comfortfood til alle måltider, istedet for rigtig mad.

    Jamie Oliver lavede engang et forsøg, hvor han lavede billig, sund mad til skolebørn, som ellers fik penge til at købe sodavand, pomfritter og burgere til frokost.

    Men de fede børns fede forældre gjorde alt for at sabotere Olivers forsøg, på at give børnene sunde madvaner, ved f.eks. at smugle burgere ind til børnene.

  2. Af Jakob Schmidt Rasmussen

    -

    Jesus gjorde op med jødernes rigide og irrationelle regler for, hvad troende må spise.

    Men han advarede også om, at alt ikke er lige sundt, eller gavnligt for kroppen; “Alt er tilladt, men ikke alt er gavnligt, alt er tilladt, men ikke alt opbygger.”

    Det frigør de troede fra irrationelle, religiøse regler for, hvad de må spise, og gør det lovligt, at spise alt spiseligt, men advarer samtidigt om, at ikke al føde opbygger kroppen, eller er gavnlig for kroppen.

    Muslimer får langt oftere sukkersyge, end andre borgere i Danmark gør, og det er nærliggende at tro, at det bla. skyldes, at de lytter mere til imamernes irrationelle råd om, hvad de må spise, end til lægernes rationelle ernæringsråd.

  3. Af Maria Due

    -

    http://www.bt.dk/film-og-tv/livet-er-fedt-merethe-saadan-er-mit-liv-i-dag

    Husker I “Livet er fedt” og “Merethes mave”? Merethe Kasten fik mere opmærksomhed og hjælp end de fleste, hun blev som en af de første kult på Facebook og blev opereret for at begrænse fedmen. Familien Danmark fulgte i flere år familien Kasten i tykt men aldrig i tyndt. Jeg orkede ikke ret meget af de klistrede udsendelser og lagde mærke til, at hendes næsten tavse mand – hånden på hjertet – så mere og mere underkuet ud, selv om han havde en eller anden militær post. Jeg fik lyst til at råbe til ham, at det der skulle han ikke finde sig i, og at han faldt alt for godt til i neurosehaven. Men Merethe strålede scenevant, hver gang kameraet var på, og hendes måde at omtale slik på, afslørede, hvorfor de fremviste magre måltider ikke satte sig spor. Da medieopmærksomheden tog af, blev denne verdensberømthed i Danmark førtidspensionist, selv om hun kun var i 30’erne Pga- depressioner, fortalte hun.

    Men et nyt medlem af familien havde overtaget stafetten, og det opdagede jeg meget tilfældigt, da en journalist fik optaget nogle artikler i JP, og de skurrede ualmindeligt fælt. De handlede om en teenager på omkring de 16 år, der først i slutningen af sit svangerskab fandt ud af, at hun var gravid. Sagde hun. Dette mente hun måtte være samfundets sag at finansiere.

    Nogle hurtige klik og google viste, at pigen var en hyppigt gæst på blogs om heste, hvor hun berettede om sine heste, og at hun og hendes mor “altid havde været hestepiger”. Siden forlød det, at det angiveligt uønskede barn ikke havde bedsteforældre, der kunne støtte pigen i det første halve år, førend hun kunne få SU, eller hvad det nu var. Det lød mærkeligt, at familien havde råd til at købe og holde rideheste men ikke magtede at købe bleer og babymad etc.

    Pigen hed Kasten til efternavn, og jeg skrev en mail til journalisten og spurgte, hvorfor hun mente, at det var samfundets økonomiske ansvar at tage sig af dette barn, og at familien havde grund til forargelse over kommunens handlemåde, når den var velhavende nok til at bo i en mellemstor egen villa og holde rideheste? Jeg spurgte også om det var Merethes datter, der var begyndt at bruge medierne for at få opmærksomhed og penge, og det blev bekræftet. Efterhånden indrømmede journalisten, at hende artikler mildt sagt havde sat sagen på spidsen, og jeg ræsonnerede som så, at nogen forstår at malke “systemet” og skaffe sig en opmærksomhed, hvis mentale værdi jeg betvivler. Men der er penge i det. Både for medierne og for dem, der fremstilles som ofre og måske også er det, men ikke nødvendigvis.

  4. Af N. Jensen

    -

    Emanuelle Macrons “hustru’s” tændstiklignende figur er et levende bevis på, at anoreksi ikke er forbeholdt ulykkelige teenage piger.

  5. Af Birger Nielsen

    -

    Sagt på anden måde, Sørine, folk har ikke så meget mellem ørene. Det fremgår jo bl.a. af TV-programmer i den bedste sendetid, som selv også på DR primært handler om alt andet end åndelige og intellektuelle emner. Helt enig.

    “I Hitschens` gudløse tankegang indhentes mennesket af ultimativ kropslighed og død uden evighed” , skriver fru Gotfredsen. Typiske præstetanker. Men hvorfor skal den alt for tidligt afdøde Hitchen dog lige revses. En formidabel intellektuel debattør, som kunne få stort set alle religiøse fortalerere til alt minde om måbende høns, når deres “åndelige” argumenter slap op.

    Jakob Schmidt Rasmussen:”Jesus gjorde op med jødernes rigide og irrationelle regler for, hvad troende må spise.
    Men han advarede også om, at alt ikke er lige sundt, eller gavnligt for kroppen; “Alt er tilladt, men ikke alt er gavnligt, alt er tilladt, men ikke alt opbygger.”

    Hvor ved Jakob Schmidt R. dog fra hvad Jesus sagde ? Det ved vi intet om. Evangelierne er skrifter beregnet til forkyndelse, og altså ikke historiske kilder. Nærmere fiktion.
    Bibelcitater vil aldrig kunne bruges i en fornuftig diskussion.

  6. Af Birger Nielsen

    -

    Et sobert indlæg i “filter”

  7. Af Jesper Lund

    -

    “Jo mere vi rendyrker kroppen som kilde til identitet, desto mere aner man konturerne af en civilisation indrammet i dødsangst.”

    Ifølge Sundhedsstyrelsen er forekomsten af overvægt i Danmark er steget markant inden for de seneste årtier. 47 % af den voksne befolkning er overvægtige (BMI≥25). Omkring 13 % af befolkningen er svært overvægtige (BMI≥30). Tallene er fra 2010, men er sikkert stadig retningsvisende.

    Så en større og større gruppe rendyrker ikke kroppen som kilde til identitet. Man kunne sige at de ligefrem udviser en form for dødsforagt.

    Fokus på fedme skyldes nok mere denne stigning af overvægtige, end fokus på opnåelse af “den perfekte krop”.

  8. Af Jesper Lund

    -

    “Jo mere vi rendyrker kroppen som kilde til identitet, desto mere aner man konturerne af en civilisation indrammet i dødsangst.”

    Ifølge Sundhedsstyrelsen er forekomsten af overvægt i Danmark er steget markant inden for de seneste årtier. 47 % af den voksne befolkning er overvægtige (BMI=25). Omkring 13 % af befolkningen er svært overvægtige (BMI>=30). Tallene er fra 2010, men er sikkert stadig retningsvisende.

    Så en større og større gruppe rendyrker ikke kroppen som kilde til identitet. Man kunne sige at de ligefrem udviser en form for dødsforagt.

    Fokus på fedme skyldes nok mere denne stigning af overvægtige, end fokus på opnåelse af “den perfekte krop”.

  9. Af - Niller

    -

    Den værste sultkatastrofe i 30år truer i Somalia – Yemen – Sydsudan og Eritrea flere end 20 millioner risikerer at dø af sult.
    Udover det er der et stort antal flygtninge der lever på absolut minimum i flygtningelejre rundt omkring.
    Men her i lille overskuds Danmark, er det gudhjælp mig et program om overvægt der optager sindene.

  10. Af Jesper Lund

    -

    Niller
    Der er intet galt i at forholde sig hjemlige problemer, der er mindre end de virkelige store ude i verdenen. Hvis man blot husker også at forholde sig til disse virkelig store problemer.

    Vil du sige til dem, der gør opmærksom på deres støjgener ved det københavnske metrobygger: “Klap i, tænk på alle de mennesker, der sulter ude i den store verden”?

  11. Af - Niller

    -

    Lund det var kontrasten mellem overspisning og så hungersnød der var i mine tanker da jeg skrev mit indlæg.

  12. Af Søren Rasmussen

    -

    Sørine – den store harme skyldes den Danske Vikingeånd – ‘Vi har alle ret til at være her’!

    Dansken sætter grænser når vores valgte politikere overtræder dem.

    Det er en køn historie at iagttage vores Danske evner til at vælge vores åndelige og politiske repræsentanter – år efter år…

    Er du i øvrigt interesseret i luftskibe?

  13. Af Kroppens kyniske herredømme

    -

    […] Læs Sørine Gotfredsens indlæg her: […]

Kommentarer er lukket.