Vi taler for meget om krop og alder

Af Sørine Gotfredsen 0

”Aldrig før i nogen anden epoke eller civilisation har man tænkt så meget og så konstant på sin alder.” Sådan siger en kvinde i Michel Houellebecqs roman Elementarpartikler, og hun har en stor pointe. Optagetheden af alder og krop kendetegner vor tid, og som en del af forklaringen står frygten for at dø selvsagt centralt placeret. Mennesket kan i den store afmagt overfor livets afslutning skabe en mentalitet og en kultur, hvor kroppens fremtoning og formåen bliver meget dominerende. Vi ser det tydeligt gennem den dyrkelse af ungdom og det dugfriske ydre, som vi så længe har diskuteret, men vi ser det også i en modbevægelse båret af en næsten demonstrativ vilje til at fremvise det aldrende og mindre skønne. Det kan umiddelbart synes som en opbyggelig stræben efter at skabe fornyet accept af forgængelighedens præmis, men det kan også tolkes som tegn på, at den store optagethed af kroppen blot kommer til udtryk på anden vis.

Forleden bragte denne avis et langt interview med den tidligere fotomodel Renée Toft Simonsen. Hun blev i 1980`erne berømt for sin skønhed og indtager i dag positionen som en slags katalysator for de seneste årtiers ideal om det perfekte ydre. I forbindelse med en bogudgivelse om overgangsalderen fortæller Renée Toft Simonsen i disse dage meget om sin 52-årige krop og de forandringer, den undergår. De ekstra kilo, rynkerne, hedeture og erkendelsen af, at det hele kun går én vej. Jeg underkender ikke, at der kan være behov for at få sat genkendelige ord på disse ting, og jeg betvivler slet ikke Renée Toft Simonsens gode intentioner. Samtidig kender jeg naturligvis argumentet for at tale højt om det uperfekte, idet mange vil hævde, at det er sundt for os i en tid med så megen ophøjelse af den fejlfri krop også at fokuseres på skævheder og forfald. Men tankegangen halter, for hvad man end kalder det, står man stadig tilbage med budskabet om, at kroppens tilstand er meget afgørende for et menneskes identitet. Uanset om man stiller op med sin pletfri eller sin aldrende krop, er resultatet det samme. Det udvendige er i centrum, og den enkelte opfordres kraftigt til at være optaget af sin alder.

Dermed vænnes vi til at måle livets kvalitet i forhold til alt det, der er muligt, mens kroppen er ung, hvilket i høj grad er, hvad Elementarpartikler problematiserer. Romanen rummer en generel kritik af vestlig livsstil i de seneste 50 år og dermed også en beskrivelse af den store moderne fortabthed ved tanken om alder og død. Og den næsten desperate trang til at udfolde sig fysisk og seksuelt, mens tid er. Erkendelsen er, at der mangler en åndelig robusthed, der gør, at man bedre kan leve med, at skønheden og styrken forvinder, og vi er kommet så langt væk fra tanken om at vokse ind i vores alder (to grow old, som Johannes Møllehave et sted minder om, at det jo hedder), at vi føler, at vi med årene falder ud af verden fremfor at blive dybere integreret i den. Når tanken om evighed opløses, kan det blive endnu mere smertefuldt at konstatere, hvordan kroppen svækkes, og det er et tankevækkende træk ved vor tid, at vi reagerer ved at være endnu mere optaget af den kropslige tilstand. Ikke blot i forhold til ungdom og skønhed, men nu også angående overgangsalder og forfald. Tiden må være kommet, hvor vi bestræber os på at kredse mindre om alder og krop og alt det, vi så inderligt frygter at miste. Så vi i stedet kan værdsætte alt det, vi har og stadig får.

Kommentarer er lukket.