Frihed eller forvirring

Af Sørine Gotfredsen 0

Det falder ret naturligt som et led i udviklingen, men tanken kan stadig tage pusten fra én. Regeringens overvejelser angående en ordning, hvor børn helt ned til 6-års alderen kan få juridisk kønsskifte, rummer mange problematiske aspekter, og det undrer dybt, at de konservative regeringsmedlemmer står så alene med deres modstand. I denne sag møder vi atter det farefulde ved, at den liberalistiske tilgang til personlig frihed gøres til primær målestok, alt imens vi også lærer, at mange politikere for ukritisk kobler sig på tidsånden. Som udgangspunkt ved vi, at nogle oplever at være født med en krop, der føles forkert, og det er godt, at der i dag findes en større forståelse for den variation i tilværelsen. Men midt i tolerancens flodbølge bør politikerne gennemtænke, hvilke normer de er med til at forstærke. Villigheden til at komme enhver identitet i møde kan bidrage til at skubbe nutidens individ ud på åbent land, hvor der ikke blot skabes større råderum, men måske også en dyb følelse af forvirring.

I forholdet til børn er det åbenbart. Små børn har ikke et overblik over eksistensen, der gør dem i stand til at tage en drastisk beslutning angående deres køn. Man behøver blot at tænke tilbage på sin egen barndom og huske, hvordan linjerne i selvopfattelsen kolliderede på kryds og tværs under påvirkning af alt lige fra popkultur, dagdrømme, forældre, kammerater og samfundets norm. Nok var der en kerne derinde, men man manglede dybere berøring med den, fordi man ikke i tilstrækkelig grad kunne reflektere over sig selv. Man kunne mest flyde med i en slags eventyrtilstand, som Søren Kierkegaard beskriver barnelivet. Den tilstand skal der værnes om. I forvejen er den moderne barndom temmelig omklamret af de voksnes overvågning og konstante analyse, og det er trist, hvis også optagetheden af køn skal presses ned over hovedet på små børn. Kønsfikseringen er nært knyttet til vor epokes ulyksalige idé om, at enhver kan forme sin egen identitet og har krav på at blive respekteret, hvad end man kalder sig selv. Denne forcering af følelseslivet bidrager sikkert til, at mange unge i dag mærker en vis udmattelse, og i det mindste kan vi lade børnene være mere i fred.

For nok er tanken om juridisk kønsskifte vel ment, men sagen er, at den også er temmelig barsk. Den forudsætter nemlig, at mennesket er stærkt nok til at være sin egen herre i forhold til skabthed, biologi og de mange følelsesmæssige udsving gennem livet. Derfor er der brug for politikere, der forstår den risikofyldte essens af tidens identitetshysteriske kønsfiksering, der fremprovokerer så mange forskellige reaktioner. Den amerikanske feminist Joan C. Williams beskrev forleden i Politiken, hvordan en stor del af den hvide middelklasse ved valget i 2016 afskrev Hillary Clinton, fordi de følte sig fremmedgjort af hendes evige tale om eget køn, homoseksuelle og neutrale toiletter. Fremfor mere identitetssnak ønskede de hensyn til livets basale forhold – dette at leve i et land, hvor man skal have et arbejde og et hjem og indgå i en større kulturel sammenhæng, hvor borgerne ikke konstant anskues i lyset af køn, men som mennesker. På samme vis kan man føle sig fremmedgjort overfor politikere som ligestillingsminister Eva Kjer Hansen og andre, der nu ser positivt på juridisk kønsskifte for børn. Ja, på juridisk kønsskifte i det hele taget. Det er frihed, man vil fremme, men det er forvirrede individer, man risikerer at skabe.

Kommentarer er lukket.