Opgør med sammenligningen

Af Sørine Gotfredsen 0

Alle taler om det for tiden. Det handler om de kræfter, der tvinger mennesker til at sammenligne sig med hinanden og stræbe efter at være mest perfekt. Politikere lige fra Alternativet til Liberal Alliance er bekymrede over perfekthedskulturen, og skønt der kan være et element af tidens ”se mig”-offer-tænkning over det, er der utvivlsomt tale om en reel og dyb tilstand. Det mentale velbefindende optager os, og mens regeringen har nedsat et ekspertpanel, der skal kortlægge kvalerne for de mange stressede danskere, bør vi huske at tænke grundigere end det. Der er ikke i sig selv noget galt i at stræbe efter perfektion. Spørgsmålet er, for hvis skyld man gør det, og i hvor høj grad man forfalder til at fokusere på, hvordan indsatsen tager sig ud i andres øjne. Det er ikke trangen til at præstere, der er problemet. Det er trangen til evindelig sammenligning.

Og den gensidige måling af succes er ikke kun en lidelse for de unge. Det er et alment tegn, der afslører, hvordan vi i dag kredser intenst om et selvbillede og samtidig savner forankring i en verden med alt for stort udsyn. Ikke mindst i kraft af teknologi og sociale medier. I det skarpsindige skrift, ”En litterair Anmeldelse”, fra 1845 forudser Søren Kierkegaard netop, hvordan mennesket mere og mere vil søge en identitet i det udvendige, fordi det mangler et solidt indre holdepunkt. Kierkegaard skriver: ”Individerne vende sig ikke ind ad i Inderlighed fra hinanden, ikke ud ad i Samdrægtighed for en Idee, men indbyrdes mod hinanden i sinkende og mistrøstig nærgaaende nivellerende Gjensidighed.” Vi lever i en tilstand af det nærgående og omklamrende, men samtidigt overfladiske og potentielt misundelige, og når Kierkegaard kunne forudsige dette, skyldes det hans overbevisning om, at vi martres af livets absurditet, når vi ikke står i et tilstrækkeligt bevidst forhold til Gud. I stedet kommer vi til at stå i et alt for selviagttagende forhold til hinanden. Pudsigt nok viser en ny undersøgelse (igen), at religiøst troende mennesker generelt føler mere fred i sindet end andre, og man må spørge, hvorfor der ikke er udpeget en præst til regeringens nye stressekspertpanel. Der må da komme en dag, hvor vi indser, at det hele hænger sammen og også er af åndelig karakter.

Den voksende debat om det pressede menneske er en begyndelse, og fremfor at nedtone tanken om at præstere, skal vi tale om dette at være sat i en større sammenhæng, hvor man holdes oppe af noget andet end sine egne bedrifter. Og hvis det ikke lige lykkes for én at gå i kirke og få den store meddelelse her, må man kæmpe for sit eget rum, hvor man finder fred ved blot at være den, der skal udfylde en begrænset plads. Det er også det rum, Karl Ove Knausgård søger i sit forfatterskab, der er præget af beskrivelser af verdens mindste detaljer. Knausgårds storværk ”Min Kamp” anskueliggør, hvordan det moderne menneske længes efter et rum, hvor man kan nøjes med at forholde sig til det allernærmeste, udfører sine konkrete pligter og vende ryggen til den rivende strøm af reproducerede forestillinger om det ideelle menneske. Man må øve sig i at afvise sammenligningen og nære tillid til, at et menneskes værdi er givet, og i sidste ende er netop dette kernen i den kristne tro. Af omveje kan vi komme vi tilbage til den. Det var faktisk også dét, Søren Kierkegaard så som en mulighed for det vildfarne individ i dag. At vi på den hårde måde bliver tvunget til at indse, hvad vi mangler.

Kommentarer er lukket.