Hvem forstår landegrænsens betydning?

Af Sørine Gotfredsen 0

Midt i de mange vilde udtalelser rammer Donald Trump af og til plet. Det skete forleden, da den amerikanske præsident i forbindelse med diskussionen om kontrol med illegale migranter fra Mexico sagde disse ord: ”Et land uden en grænse er ikke et land.” Dette kunne være en overskrift for den udvikling, der foregår i Europa, hvor der sker erkendelse af, hvordan folkevandringen fra syd til nord seriøst kan transformere virkeligheden. Landegrænsen bliver nu genopdaget, og chokket fra 2015, hvor folk vandrede op gennem Europa for at nå frem til det sted, hvor de helst ville bo, fremstår i dag som et historisk vendepunkt. Den politiske elite i Europa har længe dyrket tanken om, at det menneskelige fællesskab på smuk vis kan virke i en overnational tilstand på tværs af grænser, religioner og kulturer, og en stærk tro på at globalismen ville udkonkurrere landenes individuelle betydning har haft skær af religiøs sandhed. Alene det at nævne begrebet grænsekontrol har ofte fået andre til at se på én som et decideret dårligt menneske. Men det er anderledes nu.

I dag forstår de fleste europæiske ledere, at en landegrænse har en praktisk funktion, men spørgsmålet er stadig, om de også forstår, at det er selve den abstrakte tænkning, der er i færd med at spille fallit. Forstår de, at begrebet grænse er nært knyttet til et menneskes oplevelse af at leve i en nogenlunde ordnet verden, og forstår de mon, at det netop er nedvurderingen af landegrænsen, der har været med til at skabe den store skepsis overfor det fremmede, der præger Europa i dag? Frem til næste folketingsvalg har vi brug for at få kortlagt, om vore egne politikere forstår denne sammenhæng. I den ene lejr står Uffe Elbæk, der som overutopisten tænker i globale fantasier, og som i portrætbogen Aktivistministeren fra 2012 taler om, at ”vores løsninger jo skal findes uden for Danmarks grænser.” Og i den anden lejr står Dansk Folkepartis Christian Langballe, der i seneste nummer af Tidehverv skriver om ”tilværelsens gode orden”, hvor man afgør sig i forhold til sin egn, sit land og sine nærmeste. Langballe skriver: ”Kristeligt set er det menneskets bestemmelse at stå i denne orden.” Ja, for kristeligt set er der en forbindelse mellem konkret virkelighed og det gudskabte, og uden ét fælles sprog, folkelig samhørighed og ærefrygt for stedet, hvor man fødes, risikerer vi at opløses i et endeløst antal individer, der før eller siden vil savne en sikker base at se sin verden fra.

Mellem Elbæk og Langballe står til gengæld en stor mængde politikere, som synes sært uafklarede i synet på nation og landegrænse. Ikke mindst savner man at vide, hvad der foregår hos dem, der ønsker størst magt. Nok udfolder Socialdemokratiet en markant bevægelse i det kritiske syn på indvandring og islam, men Mette Frederiksen mangler at demonstrere, at hun kan analysere udviklingen i Europa uden blot at konstatere, at velfærdssamfundene ikke kan overleve for stor indvandring. Vi har brug for at vide, om hun – og også Lars Løkke Rasmussen – forstår, hvad en landegrænse eksistentielt set betyder. Og ikke bare økonomisk. Det er ét af tidens vigtigste temaer, og når en politiker skal sætte ord på et sådant omfattende begreb, afsløres det, om han eller hun tænker dybt nok.

Kommentarer er lukket.