Kunsten diskvalificerer sig selv

Af Sørine Gotfredsen 0

I 1960 bad statsminister Viggo Kampmann om ”kærlig og forstående rådgivning”. Bønnen var rettet til landets kunstnere, da Kampmann var af den overbevisning, at kunsten kan være med til at inspirere magthavere til at indrette et godt samfund. Det var klogt tænkt, og ofte drømmer man om, at vore politikere udviste større kendskab til kunst og litteratur og interesse for tilværelsens gådefulde dybder. Siden Kampmanns opråb er kløften mellem politikere og kunstnere desværre kun blevet bredere, hvilket bestemt også er kunstnernes egen skyld. Når de i dag blander sig i debatten, sker det tit i form af letkøbt forargelse over indvandringspolitikken og mangel på vilje til seriøst at tage del i samtalen. Det er forståeligt, hvis politikerne ikke altid finder det besværet værd at lytte til kunstnerne, og man forstår det endnu bedre, når man hører om det seneste indkøbte kunstværk af Københavns Billedkunstudvalg.

Det drejer sig om en række A4-ark, hvorpå kunstner Jakob Jakobsen har skrevet forskellige nulevende politikeres navne efterfulgt af ordene ”er død”. Og det er dét. Mange forarges over, at der er brugt penge på det, og flere finder det smagløst at erklære levende mennesker for døde. Værst er det dog at lytte til direktør i Kunsthal Charlottenborg, Michael Thouber, der i denne avis har sagt: ”Jakob Jakobsen formår med blot to ord – ordene ”er” og ”død” – at tematisere noget af det, kunsten altid har handlet mest om. Døden og meningen med livet.” Værket skal ses som ”en åben nekrolog”, tilføjer Thouber, idet vi stadig ikke ved, hvordan Lars Løkke Rasmussen vil blive husket. Det hele kan næppe formuleres mere idiotisk, og vi oplever, hvordan begrebet kunst nærmest udvander sig selv, når man vil sælge det rene vrøvl som dyb erkendelse. Ja, så pinligt kan det af og til fremstå, at kunstnerfiguren i vor tid har fået et decideret komisk skær over sig, der desværre også kan diskvalificere kunstneren som en brugbar stemme i debatten.

Dette er endnu mere ærgerligt, da sagen jo ofte har en kerne. Også i det seneste tilfælde. Det er sandt, at døden er et tabu for mange moderne mennesker, der har mistet evighedens perspektiv af syne og nemt lammes af tanken om det definitive ved det jordiske. Tidligere ventede man på Guds rige, som den franske forfatter Michel Houellebecq skriver i romanen Elementarpartikler. Nu til dags venter man kun på døden. ”Sådan er det bare,” konstaterer Houellebecq med sin berygtede desillusion. Han synliggør om nogen, at kunsten kan bane vej for alverdens tanker om døden, men det er én af vor tids tragiske misforståelser, at det skal ske i form af provokation i stil med den, der nu skal udstilles på københavnske institutioner. En kunstner, der absolut vil provokere, kommer til at fremstå som et trodsigt barn i opposition til alt det omgivende – også magthaverne, skønt vi har brug for, at de to grupper taler sammen. Med visse kunstneres respektløse syn på politikere og ofte billigt moralske dom over deres gerninger, er der langt hen til den ”kærlige og forstående rådgivning”, som Viggo Kampmann ønskede sig. Den politiske tænkning har brug for eksistentiel ilt, og fremfor at erklære nulevende politikere for døde, skulle vore kunstnere hellere erklære dem for værdige at tale med.

Kommentarer er lukket.