Vi lever i arrogante tider

Af Sørine Gotfredsen 0

Den franske præsident Emmanuel Macron oplever lidt modvind for tiden. Det skyldes især sagen om en livvagt, der har optrådt brutalt, og som ifølge mange af præsidenten er blevet håndteret på lige lovlig arrogant vis. Dette negative image forstærkes af en episode, hvor en dreng tiltalte Macron med kælenavnet Manu, hvorpå præsidenten tog ham i skole og sagde, at han skal tiltales som Frankrigs præsident. Vi oplevede noget lignende, da Dronning Margrethe på et tidspunkt irettesatte en journalist, der på upassende vis tiltalte hende med ”du”. Sådan skal disse personer naturligvis reagere på vegne af deres embede, og statsoverhoveders forventning om at blive tiltalt korrekt bør ikke bekymre nogen, for den egentlige arrogance i Europa møder man et helt andet sted. Den udfoldes af dén, der sætter sin egen identitet over alt andet og ikke gør det i kraft af et embede, men i kraft af sig selv. Det er individets arrogance, der i dag udgør en for alvor ildevarslende kraft.

Affæren med den tysk tyrkiske fodboldspiller, Mesut Özil, der i vrede har forladt det tyske landshold, sætter meget i perspektiv. Özil føler sig racistisk forfulgt efter et mislykket VM og især gennem hård kritik af hans opførsel, da han i maj måned lod sig fotografere med den tyrkiske præsident Erdogan. Dette opfatter mange som illoyalt overfor Tyskland, og Mesut Özils krænkede reaktion har inspireret mange andre med anden etnisk baggrund til at klage over, hvor lidt de føler sig anset i Tyskland. Også herhjemme har sagen vakt røre. Den unge debattør, Jens Philip Yazsdani, der har blandede etniske rødder, spørger nu hvorfor han skal hylde Danmark, når Danmark ikke vil hylde ham, og han har beskrevet sin oplevelse af at leve i et land, hvor mange ikke helhjertet nok vil vide af ham. Jeg benægter ikke, at der rundt omkring foregår ubehageligheder, men vi står i en epoke, hvor dette ikke at føle sig tilstrækkeligt æret kan vokse ud af proportioner og blive til selve det livssyn, hvorfra alt måles. Den identitetstænkning, der blæser hen over kontinentet, rummer et enormt potentiale for at føle sig ekstra interessant, og mens reelle uretfærdigheder skal tages alvorligt, vil der utvivlsomt i de kommende år lyde mange luftige klagesange fra livet i de privilegerede egne af Europa.

Dette har også at gøre med arrogance. Det er arrogant som Mesut Özil at mene, at man som en berømt tysk statsborger kan promovere sig selv i selskab med en tyrkisk præsident, der kalder Tyskland alt det værste. Det er arrogant som Jens Philip Yazsdani at mene, at man kun bør hylde sit land, hvis man føler sig hyldet selv, og behøver jeg at nævne, at det er arrogant at insistere på at gå klædt i burka eller niqab og helt modsige den kultur, man hver dag nyder godt af? Tidens værste arrogance kendes på den enkeltes trang til ensidigt at tage udgangspunkt i egen identitet frem for i det land, man skylder så meget, og vi aner omfanget af en individets selvophøjelse, der kan få enhver attitude fra Emmanuel Macron til at blegne. Han repræsenterer samfundets orden og den verdslige ramme om enhvers mulighed for at være et frit menneske, og det er ikke arrogant at kræve respekt om sit ophøjede embede. Det er derimod arrogant på umættelig vis at kræve respekt om sig selv.

Kommentarer er lukket.