Lad os forsage flyvemaskinen

Af Sørine Gotfredsen 0

Uanset om man har nydt den varme sommer eller ej, har den utvivlsomt skærpet tankegangen hos mange af os. Det er voldsomt at blive mindet om, hvor prisgivet man er i favnen på den store natur, og klimaets ubestridelige forandring bør få os til at overveje vores færd på jorden. Ikke blot i forhold til den kendsgerning, at vi sviner og forbruger for meget, men også set i lyset af hvordan vores selvudfoldelse kan være med til at hærge vort eget indre. Med denne sommer må vi gentænke, hvad det vil sige ikke mindst på grund af teknologi at leve i en verden, hvor udsyn og bevægelsesfrihed sætter os i en ret ustyrlig position, hvor der ikke er noget, der siger stop på vores vegne. Vi har alle muligheder for at leve ubegrænset, og den fornemmelse præger selvfølgelig vores selvforståelse. Ikke blot som en følelse af brugbar frihed, men også på destruktiv vis. Og lad os gå konkret til værks og prøve at forstå, hvad det for eksempel gør ved os at være i stand til at flyve så meget rundt i verden, som vi gør.

Flyvemaskinen kan ses som symbol på et ret klassisk hovmod. Den ophæver afstande og gør mennesket til en slags herre i himlen, og der er en stor pris forbundet med det. Det er der i form af alt for megen forurening af luften, en altædende turismes aftryk overalt og også et særligt pres på vort følelsesliv. Flyvemaskinen bilder os ind, at det er naturligt at leve ubegrænset og ikke være mere ydmygt bundet til bestemte steder. Jeg bestrider ikke, at det kan være en stor oplevelse at komme rundt i verden, og ej heller at storpolitik kræver, at man kan mødes ofte og tale sammen, men flyvemaskinen planter samtidig en decideret uvirkelighedsfølelse i mennesket ved at flytte det så hektisk gennem tid og rum. Flyvemaskinen udgør et overmåde håndfast middel til at blive rykket op med rode og sat overfor den horisont af det ubegrænsede, der kan få os til måske ubevidst at længes efter mere tryg forankring. Af alle årsager bør vi i denne epoke vende mere trofast tilbage til jorden, forsage flyrejser som uklogt på flere planer og indse, at livet skal omgås med større ærefrygt. For vi kan ikke holde til alting, og kloden kan ikke holde til alting.

Teolog K. E. Løgstrup gjorde sig mange tanker om vores forhold til det skabte, og han konstaterer, at vi efterhånden har opbygget, som han formulerer det: ”et samfund, vi ikke blot ikke har etik til, men – hvad der er meget værre – heller ikke har intelligens til.” Ikke alene medfører vores opførsel, at vi beskadiger det skabte omkring os, vi forstår samtidig ikke, at vi kan afspore det menneskelige. Tilbageholdenheden er blevet ”Sorteper”, som Løgstrup siger, og samme Sorteper kan i sidste ende blive identisk med den enkelte selv, for måske kan menneskenaturen slet ikke i længden holde til denne mangel på tilbageholdenhed og begrænsning. Efter alt at dømme fører muligheden for konstant at kunne fylde mere, kommunikere mere, opleve mere og flyve mere ikke blot til berigelse. Vi har efterhånden lært, at det moderne individ udviser visse forvirrede, stressede og vemodige træk, og denne sommer tvinger os ikke blot til besindelse angående det, vi gør ved naturen. Vi skal også prøve at forstå, hvad vi gør ved os selv. For de to ting hænger uløseligt sammen.

.

Kommentarer er lukket.